Station: [24] Skibe i havnen

  • Oldenburger Wallmuseum

I det 8.-12. århundrede var Starigard slavernes nordvestligste handelscentrum. Her krydsede åen "Oldenburger Graben", der løber fra Weissenhaus/Putlos til Dahme, og som man dengang kunne sejle på, handelsvejen over land mellem Lübeck og Femern.

Det var anstrengende og farligt at transportere varer over land, og det tog lang tid. På floder og kanaler var det muligt at udskibe handelsvarerne over længere strækninger på kortere tid. Til sejlads på floderne måtte skibenes konstruktion være bred med ringe dybgang. En flad landstrækning var tilstrækkeligt som havn til at lægge an ved.

Fragtskibet "Starigard", der ligger lige foran dig ved anløbsbroen, er bygget i Wollin i Polen som en tro kopi efter originalen.

Egetræsplankerne holdes sammen med trænagler af pil i modsætning til vikingeskibene, hvor der blev anvendt jernnagler, som på vores andet skib "Ratatorsk".

Mellemrummene mellem plankerne er tætnet med fåreuld og birkebeg. Masten, råen og åreholderne er af rødgran fra Skandinavien. Skibet kan både ros og sejles.

"Starigard" har kun ét stort sejl, som består af baner af vævet hørlærred. For at beskytte lærredet mod at blive nedbrudt af saltvand og sol blev det ligesom hos slaverne gennemvædet og dermed imprægneret i en væske af "garvebark", der samtidig farvede lærredet brunt. Slaverne benyttede også sejl af jute eller hamp eller af utvundet uld, som blev vævet i større eller mindre baner og syet sammen. De lignede nutidens vævede klæde - eller lodenstof.

Starigard er 11 m lang, 3 m bred og har en dybgang på 60 cm. Dermed kan skibet også bevæges i sumpede områder.

Når Starigard er fuldt lastet med 5 ton lærredsstoffer, sække, tønder og andre ting, stikker det kun 65 cm dybt i vandet.

Det er bemærkelsesværdigt, at disse skibe ikke har nogen kahyt. Menneskene dækkede sig selv og deres varer til med store persenninger.