Station: [21a] Passage 1 - Skomageren

  • Oldenburger Wallmuseum

For at give dig et indtryk af livet i en tidlig by, finder du her rekonstruktionen af en gade, som den kan have set ud inden for volden.

Se først på huset på venstre side af gaden:

I dette hus bor der en skomager med sin familie. Han sidder og arbejder på et såkaldt "taffel", en bordplade, der ligger løst på to træbukke og således efter behov simpelthen kan stilles til side eller uden for døren. Med de ret snævre bolig- og arbejdsforhold var en sådan bordkonstruktion meget udbredt.

I godt vejr arbejder skomageren ude foran sit hus, fordi lyset er bedre der, end inde i hytten uden vinduer. Foran ham ligger hans værktøj. Han har en specialkniv til at skære læderet itu med og en syl til at forbore hullerne i læderet, en ten af jern og beg til at dreje trådene, der er fremstillet af hør. Der findes endda skolister af træ for at bringe skoene i form. Skoene sys sammen fra vrangen, fra den såkaldte kødside. Hertil bruger skomageren ikke en nål af metal, men de kraftige nakkebørster fra vildsvinet. Når skoene er syet færdige, bliver de vendt, så sammensyningerne ligger indvendig og er beskyttet mod slid. Sådanne sko kalder man derfor vendesko.

Møblementet er ret enkelt. I den bageste del af huset er der en sovebriks, og på væggene er der ophængt hylder, hvor der opbevares husgeråd, der består af simpelt træservice og lerkar. Her er madvarerne i det mindste beskyttet mod husdyr som hunde, svin og høns.

Arbejdsmaterialer, tøj og andre brugsgenstande bliver hængt op på væggene eller kastet op over tværbjælkerne i husets indre.

Også gulvet i dette fletværkshus består af stampet ler. Som du kan se, er der kun ét rum i huset, hvor familien både bor og arbejder. Husets størrelse svarer til et typisk håndværkerhus.