Station: [13] Figurgruppe - fyrstens dåb


Disse figurer viser en biskop i liturgisk dragt og en fyrste, som træder ud af et bedehus lige efter fyrstens dåb. Biskoppen kunne være Gerold. Hans forgænger, biskop Vicelin, havde efter mere end 80 år igen besat bispestolen og ladet et bedehus af træ bygge på den slaviske markedsplads. Det lykkedes nu for biskop Gerold endegyldigt at kristianisere slaverne i området omkring Starigard. Bosættelsen på volden var dog allerede ødelagt, og den magtløse slaviske fyrste boede uden for Starigard. I 1156 besøgte Gerold Starigard, ødelagde helligdommen for Prove på Wienberg og grundlagde St. Johannis Kirche, den ældste murstenskirke i Nordeuropa. Den blev bygget som biskopkirke, men bispesædet blev allerede i 1160 forlagt til det op­adstræbende Lübeck.

Vend dig nu mod nichen til højre for figurerne.

Enden på den slaviske selvstændighed var allerede ringet ind, efter at området Vagrien i 1139 var blevet en del af grevskabet Holsten. Mellem 1143 og 1156 blev Vagrien befolket af tyske bosættere, som slog sig ned omkring slavernes borge.

I 1149 var det slut med den slaviske bosættelse på voldborgen. Oldenburg forandrede sig, hovedvægten af bosættelser lå nu på området vest for det sted, hvor markedspladsen ligger i dag. Slaver og tilvandrede tyske bosættere levede åbenbart fredeligt sammen, indtil slaverne til sidst var fuldstændigt integrerede i den tyske befolkning. I 1170 blev slaverne nævnt for sidste gang.

Oldenburg fik endelig i 1233 købstadsrettigheder af greven af Holsten.

Her slutter rundgangen gennem denne del af udstillingen.

Den 2. udstilling finder du i laden til højre. Også her befinder indgangen sig omme på den bageste gavlside.